Inspiration til børnefamilien

Skal din familie have en hund? Sådan bliver barn og hund bedste venner

330 0

Der er ingen tvivl om, at børn har stor gavn af at vokse op i en familie med hund. Men hos nogle familier ender familiekonstellationen med hundebid og aflivninger. Hund og børn i samme familie kræver nemlig, at du som forælder sikrer børnenes og hundens gensidige venskab fra start. Det kan du med få forholdsregler. På den måde giver du hund og børn en god opvækst.

Du får her gode råd til at skabe gode rammer for både børn og hund, så de kan få masser af gavn af hinanden.

Knyt tidlige bånd

Hvis I vælger at anskaffe jer en hund i børnefamilien, er det ikke nok at købe hundelegetøj og foder. Det kræver hårdt arbejde fra start. Men gør I en indsats fra begyndelsen, vil hund og børn få et helt særligt forhold til hinanden, som begge parter kan nyde godt af.

Børn i alderen 0-6 år er allermest udsat for hundebid. Det skyldes, at deres højde betyder, at skaderne fra bidet ofte vil være i hovedregion. For at undgå disse uheld skal du som forælder allerede fra start skabe en fælles forståelse mellem hund og barn.

Ønsker din familie at få en hvalp, er det lettest at skabe kontakten mellem hvalp og barn, inden hvalpen er 3-4 måneder gammel. Inden hvalpen bliver for gammel, vil den nemlig allerede fra start være i stand til at se børn som en naturlig del af livet. Er hunden derimod ældre, kræver det endnu mere af dig som forælder for at skabe tilvænning mellem hund og barn.

På trods af at hund og børn er vant til at omgås hinanden, bør du ikke lade mindre børn være alene med en hund. Selvom hunden efterhånden har lært børneadfærd at kende, kan der ud af det blå opstå lyde og bevægelser, som i hundens natur anses for faretruende.

Lav faste regler

Både hund og barn skal lære hinandens grænser at kende. For hvalpe er børns adfærd uforudsigelig. De råber og bevæger sig pludseligt. Denne adfærd skal den lille hvalp tilvænnes så hurtigt som muligt. Væn derfor hunden til at blive berørt på hale, poter, øre, mave og mund.

Hvalpen skal altså lære, at børn godt må kæle og nusse den. Men børn skal samtidig også lære hundens grænser at kende. Lær dine børn, at hunden skal have fred, når den sover eller spiser. Gør det også klart for dem, at hunde ikke bør krammes – det føler de hurtigt truende.

Hunde skal desuden have områder i hjemmet, hvor det er muligt for dem at trække sig tilbage. Det område er typisk hundekurven. Det betyder, at børn gerne må kæle med den i kurven, men at kurven samtidig kun er forbeholdt hunden selv. Lær børnene, at de ikke skal sidde i kurven ved hunden – også selvom der er plads nok. Ligesom for os mennesker er det også vigtigt for hunden at have et sted for sig selv.

Hvis hunden har taget børnelegetøjet, er det også vigtigt at lære dine børn, at de skal bede de voksne om hjælp i stedet for at tvinge legetøjet fra den. Det fører hurtigt til situationer, hvor hund eller let bliver forskrækkede og forsvarer sig ved at bide ud efter barnet.

Udvikling af sociale kompetencer

Hvis I som familie får skabt en fælles forståelse mellem hund og børn, kan det udvikle sig til nære relationer, som dine børn altid vil mindes med glæde – selv når de bliver voksne. Og da bliver udsagnet, ”at en hund er menneskets bedste ven” ikke mere sandt. Det nære bånd, der er blevet knyttet mellem børn og hund, viser sig også gavnlig for sociale færdigheder.

Med en hund i familien, som kræver luftning og mad, lærer børn at tage ansvar for et andet væsen. Samtidig udvikler de en større forståelse for deres omverden, ligesom de bliver mere tålmodige, tolerante og empatiske.

Leave A Reply

Your email address will not be published.